Velfærdssamfundet har sejret “ad helvede til….”

• Den Evolutionære forsumpning…
• Urmennesket som borger – en fatal succes…
• Velfærdsstatens success – medborgernes katastrofe…

Alle overskrifter kunne bruges om det følgende indlæg som drejer sig om overlevelse på den gode gammeldags facon.

Det er ingen tvivl om at velfærdssamfundet har spændt sig selv til bristepunktet, med alt for mange ydelser, for dyre ydelser, forkerte ydelser, og mangel på ydelser hvor de virkelig burde være.

Hvad er så årsagen og hvordan kunne det gå så galt ?

Rent biologisk og igennem årtusinder har mennesket kun lige overlevet og vi er indrettet så vi tager hvad vi kan få, vi tager de lavest hængende frugter, og vi giver bestemt ikke noget fra os uden kamp – det er mekanismer som har sikret vores overlevelse op igennem historien.

Men mekanismerne er en katastrofe i vores nuværende velfærdssamfund, hvor vi alle betaler skat til fælleskabet men i ligeså høj grad skraber til os igen – resultatet er at der ikke er penge nok til at yde de nødvendige velfærdsydelser, og der er ikke medarbejder-ressourcer nok til at yde de nødvendige services.

Alt er nemt nu, vi har intet at kæmpe for, men masser af fritid, så vi beskæftiger os med følelsesmæssigt medløberi, som fx. indignation mod Jeppe Kofod og efterfølgende godkendelse, eller vælgerstormløb til Ny Alliance og derefter en flugt derfra lige i armene på Villy Søvndal. Vi godtager tomme løfter fra politikere når der er valgkamp, og accepterer stiltiende når politikerne for gud ved hvilken gang løber fra selvsamme løfter. Så shopper vi lidt og stemmer på nogle andre næste gang.

Jeg mener det er ansvarsflugt, men også mangel på politikere med “boller” af stål. Hvis den troløse vælger skal forvandles til den ansvarlige borger, må vi alle (politikere & borgere) gøre en indsats og indse hvad der kan være et rimeligt mål for success.

Vi ønsker jo success, men dyrker den de forkerte steder, i det materielle, som medløber på historier i sladderpressen, som begejstret medlem af Ny Alliance, som støtte til Super-Villy, som selviscenesat lykkelig når vi skal signalere til omgivelserne – men hulheden og flygtigheden i det hele melder sig som hovedpiner, stress og overforbrug af lykkepiller.

Men hvor skal vi så finde vores success-mål ? Jeg tror vi skal lede efter success i de små ting, fx samvær med familien, at hjælpe en ven i nød og se hende blive glad igen, coache en kollega på arbejdspladsen osv. I bund og grund at være uselviske og nærværende – ja så røg det ud af min mund…

Politisk reaktionsevne og reformer kan ikke gennemføres før de velfærdsbulemiske (tak Morten Albæk for det udtryk) middelvælgere fravristes deres tildelte unødvendige goder.
Skal medborgerne lide afsagn skal der helt sikkert være noget andet at sætte istedet. Der skal en mental revolution til der sætter fokus på den ægte velfærd, og realisme nok til at ville give afkald for at få noget bedre.

Reformer og den nødvendige principfasthed skal bunde i åbenhed, respekt og ansvar for alle mennesker i vores samfund uanset socialstatus, politisk observans eller religiøs opfattelse.

Samtidig skal politikerne have visioner og de før-omtalte boller af stål til at føre reformer ud i livet også hvis det umiddelbart ser ud til kunne koste dem magten ved næste valg. Men det ville da være befriende med politiske ledere der siger tingene klart og tydeligt og står ved, selvom det gør ondt nogle gange.

P.S. Hvis I trænger til en opsang af den oplysende slags, så læs Morten Albæks “Nedslag” – den åbenbarer mange af de ømme punkter vi godt ved er der, men ikke rigtig får gjort noget ved