Vil du arbejde mere og bruge mindre tid på dig selv og din familie ?

Nej vel ? Men det er åbenbart hvad politikerene generelt er overbeviste om, hellere det end at overveje hvorfor reformer er dødhamrende nødvendige ?

Et indlysende eksempel er når 73% af Statens indtægter (455 af 625 mia) i virkeligheden er skat på arbejde.

• Personskat

• Arbejdsmarkeds- og sociale bidrag
• Moms

Når økonomien strammer og de offentlige ydelser blivere dyrere så er der tilsyneladende kun én løsning til at få flere penge ind, nemlig flere i arbejde og gerne længere arbejdstider og højere pensionsalder.

Men hvor realistisk er det så at få det antal nye skatteydere der skal til ? Hvor realistisk er det at tro vi alle gerne vil arbejde mere hver eneste dag ? Og tillige vil lade os pensionere senere ?

Meget tyder tværtimod på at de fleste af os gerne vil have kortere arbejdsdage, mere tid til familien og tidligere start på pension og otium.

Løsningsmodellen holder ganske enkelt ikke og kommer aldrig til det, så hvis økonomien skal hænge sammen (og det skal den jo) så må følgende ske:

• Ydelserne beskæres: Socialt uacceptabelt !

• Skatten hæves: Helt urealistisk !

Hvilke alternative løsninger har vi ?

• Offentlige institutioner reformeres – nedefra og indefra med viden fra medarbejderne

• Primær fokus er på ydelserne – ikke på kontrol & dokumentation

• Ydelserne fokuseres på nødvendige områder – ikke på at understøtte middelklassen

• Skattesystemet forenkles – det bliver billigere og arbejdskraft frigives

• Sundhedssystemet ændrer fokus fra behandling til forebyggelse, samtidig med at reformer og fleksibiletet indføres – dygtige medarbejdere frigives til andre sundhedsopgaver.

• Uddannelsessektoren udvikles og reformeres, tilføres nye læringsmetoder osv.

• Ældreplejen personliggøres med respekt og ansvar overfor brugerne

For en bæredygtig model har vi ganske enkelt kun én eneste holdbar løsning som kan beskrives som “Græsrods-reformer og Human Integration” – Begreberne dækker de reformer, økonomiske og praktiske tiltag der skal til arbejdsmæssigt og den integration der skal ske mellem samfunds grupper der idag ikke er med i fælleskabet og derfor heller ikke bidrager eller drager nytte af fælleskabet.

Dette er vel at mærke ikke den socialistiske “alle skal være lige” model, men en åben og humanistisk “alle er lige meget værd” model – med lige respekt for alle individer og grupper i vores samfund.